I Lillestrøm, lige uden for Oslo Norge, opfører Hollensen Energy en af verdens mest effektive biomasse baseret fjernvarmecentral. Centralen opføres for Akerhus Fjernvarme til forsyning af varmt vand, til et nyopført fjernvarmenet, som en del af Akerhus Energi’ milliardsatsning på fornybar energi. Centralen kan producere 60 MW heraf produceres de 20 MW på biomasse. Dette vil give en reduktion af CO2 udslippet med over 30.000 ton pr år.
Hollensen Energy leverer alle kedler og andet udstyr i forbindelse med centralen, som består af 3 biooliekedler, 1 biogaskedel og 2 skovfliskedler. Fliskedlerne er beregnet til en effektivitet på 118 % beregnet på nedre brændværdi. Denne høje nyttevirkningsgrad opnås vha. en varmepumpe til at køle røggassen til under fjernvarmenettets returtemperatur. Energien til at drive varmepumpen leveres direkte fra fliskedlerne.
Fliskedlerne kan udnytte skovflis med en fugtighed op 55 %. Hele centralen er fuldautomatisk og udstyret til at køre ubemandet. Anlægget kræver dog daglig opsyn af hensyn til sikkerheden og driftsoptimering.
Udover at forsyne området med fjernvarme vil anlægget blive brugt i forskning og undervisning i forbindelse med en ny ingeniør uddannelse inden for energi og miljø.
Anlægget afleveres til bygherren i maj 2010.